Hvilken kop kaffe skal du vælge?

09. juli, 2024

Som kaffedrikker har du sikkert din egen personlige favorit - måske en lækker latte eller en simpel stempelkaffe? Men er din favorit også den type kaffe, der er bedst for dig at drikke?

I vores jagt på at finde ud af så meget om kaffens eventuelt skadelige og gavnlige sideeffekter, har vi talt med Kjeld Hermansen, der vist roligt kan kalde sig landets førende kaffeforsker. Kjeld Hermansen er klinisk lektor ved Institut for Klinisk Medicin ved Aarhus Universitet og har bl.a. forsket i kaffedrikning. Og du kan allerede nu ånde lettet op: Er du ellers sund og rask er der, ifølge Kjeld Hermansen, ingen grund til at sætte kaffen i skammekrogen.


Forskningen har talt

I forskningen er der, både nationalt og internationalt, bred enighed om, at kaffe er sundt og beskytter mod en række sygdomme. Det bekræfter bl.a. Kjeld Hermansen. Så foruden den dejlige smag, er der altså endnu en god grund til, at alle os kaffeelskere får et ekstra bredt smil på læben, når vi drikker den aromatiske opkvikker. Og det gør vi desuden temmelig ofte – altså drikker kaffe. Faktisk er vi danskere et af de folk i verden, der slubrer allerflest kopper kaffe i os.

I gennemsnit drikker hver dansker tre til fire kopper kaffe om dagen, hvilket giver os en flot fjerdeplads i kaffeforbrug pr. indbygger. Mon det kan have noget at gøre med, at vi også er et af verdens gladeste folk?

Et sådan indtag af kaffe har, fortæller Kjeld Hermansen, vist en beskyttende effekt mod udvikling af en række sygdomme, deriblandt type 2-diabetes, Parkinsons, Alzheimer og flere former for kræft. Det er dog ikke ligegyldigt, hvilken kaffe, du vælger. Kaffe indeholder nemlig også stofferne cafestol og kahweol, som kan forøge dit kolesteroltal og dermed risikoen for hjertekarsygdomme. Det er disse to stoffer, der spiller en betydelig rolle i afgørelsen af, hvilken type kaffe du bør drikke.

Lad kaffen dryppe gennem et filter

Hele 40% af os, der drikker kaffe om morgenen, drikker filterkaffe – og er du en af de mange, der troligt tænder for kaffemaskinen først på dagen, skal du endelig blive ved med det. Ifølge Kjeld Hermansen er det nemlig kaffemaskinen og filterkaffen, der giver den kop kaffe, det er bedst for dig at drikke. Kaffefilteret sørger for at filtrere de skadelige stoffer fra og sikrer dig en sundere kaffe, end hvis du eksempelvis valgte pulverversionen eller stempelkaffen, hvor der ikke er papirfilter til at holde cafestol og kahweol tilbage, forklarer Kjeld Hermansen.

Caffe latte to go or no go

Kaffemaskinen producerer altså, takket være det trofaste lille filter, den kop kaffe, der indeholder færrest skadelige stoffer. Men nu er filterkaffen jo langt fra den eneste type kaffe, der bliver hældt indenbords herhjemme – eksempelvis sværger flere til café darlingerne, caffe latte og cappuccino. 

Selvom de skummende favoritter ikke får hjælp fra kaffefilteret, når de bliver lavet, så indeholder både caffe latte og cappuccino mindre cafestol og kahweol end fx stempel- eller pulverkaffe. Caffe latte og cappuccino er nemlig lavet på en espresso og spædet op med mælk. Espressoen er en lille kop stærk kaffe, der på grund af sin petite størrelse ikke indeholder helt så mange milligram cafestol og kahweol pr. kop kaffe ift. eksempelvis stempelkandekaffen. 

Hvad med stempelkaffen eller det populære pulver?

Stempelkaffe, pulverkaffe og især kogekaffe har et betydeligt højere indhold af cafestol og kahweol end filterkaffen, bekræfter en rapport udarbejdet af Vidensråd for Forebyggelse. En rapport, Kjeld Hermansen, vores førbeskrevne kaffeekspert, blandt andre har været med til at skrive. Årsagen til disse kaffetypers højere indhold af de potentielt skadelige stoffer? Du gættede det: Papirfilteret – eller mangel på samme.

Det er dog vigtigt at pointere, at størstedelen af den forskning der er tilgængelig om effekten af kaffedrikning stammer fra studier af filterkaffe. Det forklarer Kjeld Hermansen og konkluderer afsluttende, at der generelt set er langt mere viden om filterkaffen end de andre kaffetyper. 

Drikker du kaffe, bør du altså støve kaffemaskinen af og finde kaffefiltrene frem, hvis du vil drikke den kaffe, der, ifølge blandt andre Kjeld Hermansen, tyder på at være bedst for din krop. Men hvor mange kopper bør du drikke om dagen? Det kan du blive klogere på her.

Kilder: Kjeld Hermansen, klinisk lektor ved Institut for Klinisk Medicin på Århus Universit // Coopanalyse.dk // Vidensråd for Forebyggelse