Dette skal du ikke drikke, når du spiser stærk mad

19. august, 2019

Når den brændende fornemmelse i munden bliver for meget, kan det være fristende at skylle ned med et glas koldt vand. Vand slukker da brænde, ikke?

Nej. Faktisk fungerer vand som benzin på bålet, når du fylder munden med den umiddelbare tørstslukker. Det er derimod noget helt andet, du skal have fat i, når du skal slukke branden i munden. Effektivt.

Læs med her, og få afklaret én gang for alle, hvad der virker mod den brændende fornemmelse i munden, når du har været for gavmild med chilien i din mad. 

Der skal chili i maden!

Der er ikke noget som chili, der giver varmen, når efteråret rusker udenfor eller rimen igen har fundet sin plads på ruden. Og så komplimenterer chili bare andre varme krydderier rigtig godt. 

Foruden at være en trofast varmekilde og smagsgiver er chili også god for kroppen. 

Chili er nemlig fuld af vitaminer, mineraler og antioxidanter. Der er især en høj koncentration af A-, C- og E-vitamin i chilifrugten, som blandt andet kan booste dit immunforsvar. 

Mange tror, at det er i chiliens frø, den stærke smag sidder, og håber på en safezone ved bare at undgå de små kerner i maden. Men sådan hænger det ikke sammen. Faktisk er det i de hvide skillevægge, hvor frøene sidder, at du finder chiliens styrke. 

Chiliens styrke – også kaldet capsaicin


Det stof, der giver chilien sin styrke, hedder capsaicin. 

Selvom man ofte beskriver smagen af chili som en stærk smag, er det faktisk ikke smagen, der nager os, men derimod følelsen af chili, der også kan betegnes som en smerte. 

Dette hænger sammen med, at stoffet capsaicin ikke aktiverer vores smagsløg, men derimod vores smertesystem. 

Capsaicin sender nemlig et signal til hjernen gennem nervecellerne om, at du bliver udsat for smerte. Og derfor føles det som en anden ildebrand i munden, når du spiser chili. 

Stoffet stimulerer de nerver i mundhulen og på tungen, som normalt reagerer på varme og smerte, og hjernen tror derfor, at det brænder i munden.

Derfor skal du ikke drikke vand, når din mad er for stærk

Med chiliens gode egenskaber i baghovedet, kan det nemt ske, at man er for rundhåndet med den lille, men kraftfulde sag, i et håb om god smag, varme og rigelige mængder næringsstoffer.

Du risikerer med din gavmildhed, at den gode smag bliver erstattet af den der brændende fornemmelse i munden, der desværre overdøver dine intentioner om god smag i maden. Og det er der ikke meget ved. Det skaber nemlig mere ubehag end velbehag.

Skulle det alligevel ske, at der opstår en mindre brand i munden, er det ikke vand, der skal i glasset. 

Stoffet capsaicin bliver nemlig ikke opløst i vand. Vandet har derimod den effekt, at den spreder capsaicin i din mund, hvilket kan forværre den stærke fornemmelse i din mund, og er grunden til, at nogle oplever, at smerten bliver værre, når munden bliver fyldt af vand. 

Dette skal du drikke, når du spiser stærk mad

Men når vores ellers trofaste tørstslukker ikke fungerer, hvad skal der så på bordet, når der er stærk mad i gryderne? 

Svaret finder du i de væsker, der kan opløse stoffet capsaicin. Fedtholdig væske.

Capsaicin binder sig til fedt, og mister dermed sin styrke. Derfor er fløde, sødmælk eller bare mælkeprodukter faktisk din trofaste ildslukker, når det brænder i munden. 

Det kan måske forklare, at mangolassi er en populær drik på indiske restauranter, hvor maden absolut ikke får for lidt chili. Mangolassi er nemlig en frisk drik baseret på yoghurt, der herhjemme umiddelbart lader til at være mere en dessert end en tørstslukker. Men med de mængder chili, der kan være i indisk mad, giver det pludselig rigtig god mening med den cremede forfriskning i glasset! 

Se her: Få opskriften på en forfriskende mango-lassi.

Find chilien (og mælken) frem

Når du nu ved, hvad der slukker den mindre, måske endda større, brand i munden, kan du sagtens finde chilien frem og kokkerere mad, der smager og sikrer dig varmen.  

En af vores favoritter med chili er en god portion chili con carne. Og med en klat creme fraiche på toppen, er der lidt til at tage den værste stærke smag – eller skulle vi sige smerte? 

Er du også vild med chili con carne at varme dig på, kan du læse med her, hvor vi giver dig de bedste tips og tricks til en god chili con carne. 

Kilder: Dr.dk // TV2.dk // Videnskab.dk