Denne fejl ødelægger din kartoffelmos

02. oktober, 2019

Kartoffelmos skal være cremet og blød. Ikke klistret og elastisk. 

Desværre er der mange, der begår den samme ærgerlige fejl, hvilket resulterer i en kartoffelmos, der minder mere om tapetklister end den cremede og bløde mos, vi ellers så gerne vil sætte tænderne i. 

Læs med her, og bliv klogere på, hvad du skal være opmærksom på, hvis du vil have silkeblød kartoffelmos som tilbehør til din favorit gryderet. 

En cremet makker til de gode gryderetter

Er der noget bedre comfort food end en portion cremet og blød kartoffelmos, der, selvfølgelig i selskab med den gode gryderet, varmer dig som en lun dyne gennem det blæsende efterår og den kolde vinter? Det bliver næsten ikke bedre! 

... hvis kartoffelmosen altså sidder lige i (køkken)skabet. 

Der er nemlig ikke meget ved en klistret portion mos, der næsten skal tvinges ned – og som desuden heller ikke smager af noget. 

Selvom ingredienslisten umiddelbart er simpel, må du ikke lade dig narre. Der er nemlig flere faktorer, der spiller en vigtig rolle, når du vil have kartoffelmos, der ikke klistrer fast til tallerkenen.  

Disse tips skal du huske, når du laver kartoffelmos

  1. Undgå at skære kartoflerne ud i små stykker, inden du koger dem 
    Skærer du kartoflerne i mindre stykker, inden du koger dem, er det nemmere for vandet at trænge ind i kartoflerne og udvande den gode smag. 

    Kog derfor kartoflerne som de er, hele og gerne med skræl, så får du mere smag i din kartoffelmos. Men husk at skrælle kartoflerne inden du moser dem.

    ... heldigvis er det nemt at pille skrællen af, når de er varme efter turen i kogevandet. 


  2. Salt ikke vandet du koger kartoflerne i
    Du gør det også nemmere for dig selv at mestre mosen, hvis du helt undlader at salte
    vandet, du koger dine kartofler i. Så bliver det nemlig meget lettere at mose kartoflerne, når de er kogt færdige.

  3. Tilsæt ingredienserne i den rigtige rækkefølge
    Tilsæt som det første smør til dine mosede kartofler. Det gør konsistensen på kartoflerne fast, så du efterfølgende kan justere med væske, til du har den ønskede konsistens. Når du hælder din væske i lidt ad gangen, er det også nemmere for kartoflerne at absorbere, så du ikke ender med en flydende kartoffelmos, der egner sig bedre til glasset end tallerkenen. 


Derfor bliver din kartoffelmos klistret og kedelig 

Foruden ovenstående tips er redskabet, du moser dine kogte kartofler med, en altafgørende faktor for om din mos dumper eller består. 

Mange begår den fejl, at de for nemhedens skyld finder håndmixeren, stavblenderen eller foodprocessoren frem fra skabet, når de skal mose kartofler til kartoffelmos. Det er en rigtig dårlig idé. 

De elektriske apparaters styrke springer nemlig cellerne i kartoflerne, så de frigiver stivelse – og så ender mosen som den her tapetklister, der ikke er i nærheden af at ligne den bløde, lune dyne, der varmer os gennem efteråret og vinteren. 

Sådan undgår du klistret kartoffelmos

Vil du undgå klistret kartoffelmos, skal du erstatte elpiskeren med et jern, der er beregnet til at mose kartofler. Det giver dig det bedste resultat. Du kan også bruge en gaffel til at mose med. 

Disse redskaber, hverken kartoffelmoser eller gaffel, har nemlig ikke så kraftig en styrke som de elektriske, og du opnår derfor en langt bedre konsistens. Nok kræver det lidt mere håndkraft og arbejde, men vi garanterer dig, at hver en sveddråbe på panden er det hele værd! 

Når du moser kartoflerne, er det er vigtigt at mose dem, mens de endnu er varme. Det hjælper dig også med at opnå den bløde konsistens. 

Sådan sikrer du dig, at din kartoffelmos også smager 

Når du nu har styr på, hvordan du skal koge og mose dine kartofler, er vi nået til smagen. Kartoffelmosen skal selvfølgelig krydres godt – og det er der heldigvis rig mulighed for. 

Salt og peber er obligatorisk at krydre mosen med. Særligt groftkværnet peber smager godt i den bløde mos. 

Du kan også tilsætte muskatnød til din kartoffelmos. Det tilsætter god smag. Riv muskatnøden fint ned i mosen og smag til. 

Det smager også godt at tilsætte friske krydderurter som fx persille eller rosmarin.  

Skal din kartoffelmos være i samme liga som de særligt gode typer af comfort food, kan du tilsætte lidt revet ost, der smelter i den varme mos og gør hver en bid ekstra cremet og lækker. 


Kilder: Brødrene Price // Meyers // The Kithcn //