Koldskål kan du selvfølgelig købe færdiglavet i Coops butikker landet over. Men vidste du egentlig, hvor let det er at lave sin egen koldskål? Det er ganske simpelt og rigtig hurtigt, og her får du alle de opskrifter, du behøver - hvad end det skal være i en nyfortolkning eller præcis som mormor lavede den.
Koldskål har en stor plads i hjertet hos de fleste - og derfor har vi næsten alle sammen en holdning til, hvad en god koldskål indeholder. Æg er et eksempel, men også koldskålens base er noget, der deler vandene. Skal det være den syrlige, perlende kærnemælk - eller skal det være den tykkere, cremede tykmælk? Både æg, kærnemælk og tykmælk er afgørende for koldskålens konsistens. Æg gør koldskålen cremet, tykmælk gør den tykkere og koldskål giver et tyndere, letbrusende resultat.
Koldskålen har en dejlig kombination af syre og sødme. Derfor er den også en skøn base til andre desserter. Hvis du ikke har prøvet koldskålsis endnu, kan vi virkelig anbefale det. Prøv eksempelvis vores koldskålsis med et twist af blåbær.
Du kan også servere koldskål med et forfriskende alternativ til kammerjunkere, f.eks. karameliseret rugbrød eller lakrids-crunch.
Jordbærkoldskål, rabarberkoldskål og koldskål med hyldeblomst. Koldskålens popularitet gør, at den findes i et utal af smagsvarianter. Nogle sværger til den klassiske koldskål med citron, men koldskålen kan med fordel kombineres med andre smage af sommer. Hvis du er madmodig, kan du også kaste dig ud i en koldskål med kål - vi har valgt at kalde den kålskål. Opskriften kan du finde herunder.
Smag og behag er forskellig - nogle kan lide at eksperimentere, mens andre elsker de gode klassikere. I det følgende kan du finde frem til en koldskål, der passer præcis til dig og dit humør.