Picnic er en skøn aktivitet om sommeren, som hele familien kan deltage i. Vi mødes med glæde om den fyldte madkurv og nyder både indhold og selskab under den blå himmel.
Det er også skønt at fylde en bakke med gode sager, der skal med på altanen eller i haven for at holde os hydrerede og friske.
Med hjem kommer ofte rester af mad og drikkevarer, der, ligesom os, har nydt godt af varmen. Nydt godt er nok så meget sagt, for maden har langt fra godt af at ligge i varmen.
Gemmer du dine rester fra picnickurven eller bakken, der har været med i haven, selvfølgelig med gode intentioner, kan du desværre risikere, at du også gemmer bakterier, der i værste fald kan give madforgiftning.
Når du opbevarer mad koldt, stopper vækst af de fleste bakterier. Bakterier formerer sig nemlig langsomt ved 5°C og derunder.
Farezonen for dine fødevarer hedder mellem 5 grader og 65 grader. Her vokser bakterier hurtigst.
I sommervarmen kan temperaturen meget hurtigt stige. Gemmer du derfor dine fødevarer fra fx picnickurven eller bakken, der har stået og lumret i sommervarmen, risikerer du, at der i fødevarerne med tiden har udviklet sig bakterier, som du bliver syg af, når du senere nyder godt af resterne.
Sørg derfor for at holde dine madvarer i kurven kolde og spis dem hurtigst muligt. Det samme gælder maden på altanen eller i haven.
Vil du være på den sikre side, når du pakker madkurven, skal du pakke tre timers-reglen med i kurven:
Når mad har stået fremme ved 20 grader i tre timer, begynder bakterierne at udvikle sig så meget, at man kan få madforgiftning af det.
Sidder du på altanen eller i haven, er det derfor en god idé at sætte letfordærvelige fødevarer som pålæg, kød, middagsrester og mælk på køl igen, så snart du har nydt godt af dem.
Har du rester med hjem i madkurven, er den bedste idé at smide resterne ud. De har ikke godt af at ligge i varmen for derefter at blive pakket ned og taget med hjem igen.
Sommerens høje temperaturer kan gøre det svært at holde maden frisk og kold. Derfor får du her gode tips til, hvordan du undgår, at maden udvikler sig til en bakteriebombe i solen.
Erstat madkurven med en køletaske, der holder maden kold. Læg også kolde fryseelementer omkring maden i køletasken og stil tasken i skyggen. Spis så maden, inden den bliver lummer. Så er du bedst stillet mod bakterierne.
Tip: Du kan også bruge frosne juicebrikker som fryseelementer. De holder maden kold, og når de er tøet op, kan du nyde den stadigt kølige læske.
Har du pakket rå madvarer i madkurven, hvis du fx skal grille pølser eller bøffer, er det en særlig god idé at holde dem adskilt fra de øvrige madvarer, da få dråber fra de rå madvarer over på de færdigtilberedte madvarer, er nok til at gøre dig syg.
Brug derfor plastikbokse eller plastikposer til at opbevare de forskellige madvarer i. Så er du sikker på, det hele bliver holdt adskilt.
Når du pakker køletasken eller fylder bakken, der skal med ud på terrassen, er det en god idé kun at pakke det, der kan spises. Så undgår du at smide en masse mad ud, når du kommer hjem igen.
Det kan være svært at vurdere hvor meget mad, der skal til for at mætte, men som udgangspunkt siger man, at en almindelig portion mad, der skal mætte en voksen, udgør 500 gr.
Er du tvivl, kan du altid tage ekstra brød, frugt og grøntsager med. Både brød, frugt og grønt kan nemlig holde sig friske i længere tid i varmen.
Når du fylder bakken, der skal med ud på terrassen eller altanen, er det en god idé ikke at slæbe hele mælkekartonen, osten eller pakken med pålæg med ud.
Hæld mælk op i mindre kander eller glas og tag kun de skiver af ost og pålæg med ud, du kan spise.
Er det aftensmaden, du skal nyde ude, bør du fylde aftensmaden fra gryderne op på tallerkenen og sætte den overskydende mad på køl med det samme fremfor at tage gryder og pander med ud på bordet, hvor de står og luner i sommervarmen.
Der er ingen tvivl om, at det er hyggeligt at nyde maden i det fri. Det er næsten som om, den smager bedre under åben himmmel – og med lidt sund fornuft og disse gode tips, kan du også nyde maden med ro i maven.
Har du brug for mere inspiration til sommerens kommende udflugter? Læs med her, hvor vi giver dig de bedste opskrifter på nemme snacks til turen.
Kilder: Dr.dk // Fødevarestyrelsen