Kend forskellen på fastelavnsbollerne

16. januar, 2018

Har du styr på dine fastelavnsboller – altså udover bare at købe dem, der ser bedst ud hos bageren?

Læs med og bliv klogere på de forskellige fastelavnsboller som både prinser, prinsesser og Spidermænd tigger om.

En sød og mættende bolle

Fastelavnsbollen har eksisteret længe, og startede med blot at være en sød bolle, der skulle mætte inden fasten indtraf. I dag er der ikke meget faste at markere, og den søde bolle er vidst mere end bare en bolle. Men det klager vi nu ikke over! 

Fastelavnsbollen har gennemgået lidt af en evolution, og kan i dag fås i forskellige farver, former, med creme, uden creme, sprød, blød eller fyldt til randen med flødeskum.

Den første af slagsen 

Da almindelige danskere begyndte at få brændekomfurer, blev bollen hurtigt allemandseje. Den mulighed greb Anne Marie Mangor, også kendt under navnet Madame Mangor, der opfangede fastelavnsbollens popularitet og udgav en opskrift på fastelavnsbollen i sin kogebog "Kogebog for smaa husholdninger", der udkom i 1837.

Denne bolle er hverken fyldt med creme eller flødeskum og er ikke pyntet med glasur, men minder derimod om hvedebrød, der dog har en snert af fest med krydderier som kanel, kardemomme og appelsin – noget der i dag nærmere leder tankerne mod en julefest end en fastelavnsfest.

Den gammeldags 

Nok kaldes den "gammeldags", men den er ikke i nærheden af at være ligeså gammeldags som den type bolle, du lige har læst om.

Den gammeldags fastelavnsbolle ligner en bolle, men så snart du tager en bid, bliver du hurtigt klar over, at det altså ikke bare er en bolle, men en bolle med en blød creme og måske også remonce.

Den gammeldags fastelavnsbolle kan du sagtens give dig i kast med hjemme i køkkenet. Du vil dog hurtigt blive klar over, at der findes mange versioner.

Fyld dine fastelavnsboller med skønne ingredienser som marcipan, chokolade og syltetøj. Mulighederne er mange, når det kommer til fyldte fastelavnsboller. Bag dem med fantasi og kærlighed – så skal både Spiderman og prinsessen nok blive glade. 

Du kan også lade dine festlige fastelavnsboller blive endnu mere festlige med farverigt glasur, der kan variere i alt fra citronsmag til chokolade- og hindbærsmag. 

Få her opskriften på de lækreste, gammeldags fastelavnsboller med marcipan

Wienerbrødsvarianten 

Er du ikke til den bløde fastelavnsbolle, skal du takke Frk. Jensen, der mest af alt er kendt for kogebogen Frk. Jensens kogebog. Hun var en af de første, der lavede en opskrift på fastelavnsbollen af wienerbrød. 

Denne variant kan være skåret over i midten og fyldt med flødeskum og creme, så den næsten ikke kan lukkes igen, men den kan også være lukket med et hul i midten, der er fyldt med creme, der gerne må smage intenst af vanilje. 


Mens tænderne løber i vand, bliver det sværere og svære at vælge: Skal den smage af hindbær, chokolade eller marcipan, være blød eller sprød? Varianterne er mange, når det kommer til at spise de traditionsrige fastelavnsboller, og skal vi holde os til traditionen, handler det jo om at spise sig mæt op til fasten – så hvorfor ikke bare spise en af hver? 

Vil du blive klogere på, hvorfor vi egentlig spiser os mætte i disse festlige, søde boller, kan du læse mere lige her.

 Kilder: Samvirke // Natmus.dk