Det vigtigste når du laver brunede kartofler er, at kartoflerne får den gode smag fra det karamelliserede sukker. Og så skal de selvfølgelig også se appetitlige og lækre ud!
... men den opgave kan også være lidt af en udfordring. Særligt hvis du kun øver dig på at lave brunede kartofler den ene gang om året, hvor kalenderen siger juleaften.
Gør derfor dig selv den tjeneste at læse med her, hvor vi gør det klart, hvor fejlen opstår, når dine brunede kartofler ikke er spor brunede og heller ikke smager godt af karamelliseret sukker.
Brunede kartofler, sukkerkartofler, brune kartofler eller brunkartofler. Kært barn har mange navne, og hvilket navn man vælger til de gyldne herligheder, kommer vidst an på, hvor i Danmark, man er fra.
Dog er vi ret enige om smagen og konsistensen uanset hvor i landet, vi bor. De skal være søde og bløde. Helst ikke brændte. Og helst heller ikke karamelklumper i overfladen.
Måden hvorpå vi kommer frem til den rigtige smag og konsistens, er vi dog ikke så enige om. Heller ikke kokkene i branchen. Der findes et utal af opskrifter, fremgangsmåder og rækkefølger, når det kommer til brunede kartofler – eller hvad du nu foretrækker at kalde dem.
... med lad os prøve at finde ud af, hvor du skal sætte ind og hvilke fejl, du skal passe på, når du laver julens bedste kartofler, vi alle sammen har høje forventninger til.
Er du knap så erfaren med at lave brunede kartofler, kan tvivlen allerede opstå, når du har kogt dine kartofler For skal de direkte fra gryden op på panden i sukkermassen eller skal de køle af, inden de skal bade i karamel?
Ifølge Politiken skal kartoflerne helst være afkølede, inden de lander i det smeltede sukker. Smider du varme kartofler på panden, får de udseendet imod sig. De bliver klumpede og ujævne, og så lever de ikke op til den beskrivelse, vi nævnte tidligere.
Politiken nævner også, at det faktisk er lige meget, om kartoflerne er våde eller tørre, når de kommer på panden. Det er altså ikke hér, du skal bruge din energi.
Der kan også opstå diskussion, når det kommer til valget af kartofler. Skal det være dem på glas eller ej?
Vi lader det være helt op til dig som smagsdommer at afgøre, hvad du bedst kan lide. Vi vil dog gøre dig opmærksom på, at kartoflerne på glas kan smage en anelse mere saltet end de almindelige, og du (måske) derfor skal salte dem mindre.
Her er langt de fleste kokke enige. Sukkeret skal smelte stille og roligt ved svag varme på panden. Så undgår du, at dit sukker brænder på og tilsætter brændt smag til kartoflerne.
Når sukkeret er lysebrunt, endelig ikke for mørkt, tilsætter du smør. Lad smørret smelte og bruse op på panden. Tilsæt nu dine kartofler og lad dem hygge sig på panden ved middelsvag varme.
... forstået på den måde at du ikke bør vende dine kartofler med en ske eller andre former for køkkenredskaber. Karamellen kan nemlig hænge fast på skeen – og det er jo altså kartoflerne, karamellen skal hænge på.
Undgå derfor helt at røre med redskaber, men vip i stedet panden forsigtigt rundt undervejs, så sukkermassen fordeler sig jævnt på kartoflerne. Sådan mindsker du risikoen for en grynet overflade på kartoflerne.
Dette råd er faktisk vores bedste råd: Hav tålmodighed.
Vi ved, at der er mange gøremål i køkkenet juleaften, men gør dig selv den tjeneste, at du bevarer den gode tålmodighed. Dine kartofler skal nemlig lægge og bade i karamelmassen i mindst 10 minutters tid, inden de rigtigt begynder at tage smag.
Du kan sagtens lade kartoflerne lægge og gøre sig til på panden, inden du skal servere dem. Lav derfor de brunede kartofler, mens du stadig har overskud. Så ødelægger stress og jag ikke dine kartofler.
Lad os lave en hurtig opsummering, så vi er sikre på, at vi sender dig godt på vej mod perfekte, gyldne julemirakler:
Vil du have en god opskrift at kaste dig over og udøve disse tips og tricks på, får du en lige her.
Kilder: Arla.dk // Politiken // Søndagsavisen