Mugne fødevarer, du sagtens kan spise

27. august, 2018

Hvis du går op i at mindske madspild, er du sikkert træt af at kassere fødevarer, der mugner mens de ligger i køleskabet. Heldigvis kan du redde nogle af dem fra affaldsskæbnen. Her kan du lære hvordan

Sådan skal du sortere de mugne madvarer

Der er ikke noget mere ærgerligt, end at glæde sig til at sætte tænderne i en dejlig bakke bær, blot for at opdage, at et bær i bakken er muggent. Særligt ikke, hvis du har for vane at kassere hele bakken. Men faktisk er det ikke altid nødvendigt. Ifølge professor Ulf Thrane fra Center for Mikrobiel Bioteknologi på DTU Systembiologi kan du nemlig nøjes med at kassere bær med synlig mug. Derefter kan du med ro i maven nyde resten, samme dag, efter en grundig tur under hanen. De bær, du ikke når at nyde på dagen, bør du smide ud. Sådan siger han til Videnskab.dk.

De hårde og de bløde

En anden ting, du skal tage højde for, når du skal vurdere om en fødevare skal kasseres eller have en chance til, er dens konsistens. Skimmelsvampe vokser hurtigst i fugtige omgivelser, hvilket gør våde og bløde fødevarer, der har et højere vandindhold, til et bedre levested for skimmel, end fastere fødevarer som eksempelvis rodfrugter. Det betyder, at du på hårde oste som parmesan og på rodfrugter som ingefær, gurkemeje, søde kartofler m.v. kan skære det mugne område, inkl. et par centimeter, fra, og nyde resten. Blødere oste som brie og smøreost bør kasseres, da skimlen kan have dannet tråde ind til ostens kerne.
Opdager du "hvid pels" på bunden af champignonerne i en bakke, er det svampens naturlige mycelium og ikke skimmel. Det kan du, ifølge Fødevarestyrelsen, skære væk uden at bekymre dig om at bruge svampene i mørbradgryden.

Brug den mugne råvare samme dag

Det er vigtigt at understrege, at du aldrig bør lave langtidsholdbare produkter som marmelade, andre syltede sager, mos, juice eller saft af råvarer, der har været angrebet af eller været i kontakt med skimmel. Skimmelsvampene kan nemlig udvikle sig over tid, mens du opbevarer de hjemmelavede godter. Opdager du mug og ønsker at redde den spiselige del af fødevaren, skal den derfor spises straks. Skimmelsvampe går ikke til grunde af at blive varmebehandlet.

Sådan forebygger du mug i fødevarer

Er du også træt af, at creme fraichen mugner i køleskabet allerede inden holdbarhedsdatoen er nået? Creme fraiche har et højt vandindhold og er derfor et skønt sted for skimmelsvampene at boltre sig i, men med et par enkelte opmærksomhedspunkter, kan du sagtens undgå lodne overraskelser. En væsentlig ting at være opmærksom på er temperaturen. Holdbarhedsdatoen på dine mælkeprodukter er altid sat efter en specifik opbevaringstemperatur ‒ ofte 5 grader. Det betyder, at fødevaren skal forblive 5 grader eller derunder, for at holde sig frisk. Derfor bør du undlade at sætte hele creme fraichen på spisebordet, når du eksempelvis serverer chili con carne, da indholdet hurtigt vil blive lunt. Fyld i stedet en skål med den mængde, du forventer bliver spist, og sæt straks resten af creme fraichen tilbage på køl. I samme forbindelse er det vigtigt, at du altid bruger en ren ske, når du tager af bøtten, og at du straks efter brug putter låget på igen. Der er nemlig altid naturligt forekommende skimmelsporer i luften, som kan lande i produktet og vokse i frem mens det står opbevaret i køleskabet. Huskereglerne gælder ikke kun creme fraiche, men alle fødevarer, der skal opbevares på køl.

Disse varer skal altid kasseres, hvis du ser mug

Selvom du kan nyde den del af hårde oste og rodfrugter, der ikke er ramt af skimmel, bør du altid kassere disse mugne madvarer:

  • Brød
  • Kød
  • Nødder og frø
  • Saftigt frugt og grønt (kassér de synligt mugne ‒ skyl resten grundigt og spis dem straks)
  • Syltetøj og saucer (sennep, ketchup, tomatpuré m.v.)
  • Flydende mælkeprodukter (mælk, yoghurt, creme fraiche, smøreost og smelteost)

Brug altid dine sanser og din sunde fornuft når du vurderer fødevarerne. Er du det mindste i tvivl, så smid varen ud!

Kilder: Videnskab.dk // Fødevarestyrelsen.dk // Kemi.Taenk.dk