De fleste af os holder af den flade bløde hvedepandekage, som en nem omgang aftensmad eller som menuen til den mexicanske temafest. Den originale tortilla er lavet af majs, der betragtes som hellig af det mexicanske folk. Ordet "tortilla" stammer fra det spanske ord "torta", som betyder rund kage. I dag har tortilla pandekagerne spredt sig til det meste af verden, og der findes efterhånden mange versioner af den mexicanske spise.
Tortillas er blevet noget mange af os spiser, da der er et væld af muligheder med alt fra Quesadillas med svampe, spinat og kylling til Madpakkeruller eller Burritos med bønneragout og hvidløgsfraiche. Du kan altså både spise tortillas til morgen, middag og aften, hvis du skulle have lyst til det. Men vidste du, at du faktisk kan bruge tortillas til andet end bare de klassiske pandekager med fyld i?
Vores huskok Claus Holm har taget det klassiske smørrebrød og givet det et tvist. I denne opskrift på hurtig smørrebrød viser han, hvordan du kan bruge tortillas som bund i smørrebrød, og dermed lave et helt nyt tvist på den danske klassiker. Du kan stadig putte lige det i, du ønsker og bedst kan lide.
Ja, du kan faktisk bruge dine tortilla pandekager til at lave dine egne nachos. Med denne opskrift på nachos med ærteguacamole kan du helt selv styre, hvordan du vil have de mexicanske chips. Det bedste ved det hele er, at de kun tager 15 minutter at lave, så der er derfor ingen undskyldning for ikke at lave dem selv.
Kender du det, at du har lyst til pizza, men tanken om at skulle lave en pizzadej helt fra bunden, står i vejen for din pizzabagning? Dét har vi fundet en løsning på!
Med denne opskrift på snydepizza med kartoffel, cremefraiche og rejer kan du altid lave pizza uanset, hvor lidt tid du har. Du tager bare en tortilla og putter dit yndlings fyld på, ligesom du ville gøre med en almindelig pizza, og bum så har du en lækker, sprød og ikke mindst nem pizza.
Hvis du elsker tortillas vil du med garanti også elske denne opskrift på æble-wraps med fudge. I denne opskrift bliver der brugt fuldkorns tortillas, men du kan også bruge disse hvede tortillas, hvis du har mere lyst til det. I opskriften skal du lave hjemmelavet fudge. Er du ikke lige i humør til at kaste dig over en fudge kan du bruge denne chokoladesauce eller en karamelsauce i stedet for.
Så er det bare om at prøve de nye anvendelsesmuligheder for den mexicanske pandekage af. God appetit – eller som de siger i Mexico: buen apetito!