Fik du ikke spist resterne af gryderetten på andendagen? Så fortvivl ikke, for der må godt gå tre dage eller mere, hvis du tager de rigtige forholdsregler. Simreretten, der fik lov til at overnatte et par dage i køleskabet, er endnu ikke gået tabt. Der er stadig masser af velsmagende og ikke mindst sikker mad at hente op af gryden, så længe du har haft ordentligt styr på køkkenhygiejnen undervejs.
Fødevarestyrelsen råder dig til at smide rester af din sammenkogte ret ud efter to til tre dage, hvis den indeholder kød. Hvis den indeholder fisk, ryger tiden ned på én til to dage. Til gengæld er der ikke nogen officiel anbefaling hvad angår gryderetter, der kun indeholder grøntsager, så her må man ty til sanserne og vurdere, hvornår den ikke længere duer – eller bruge Samvirkes tommelfingerregel, som siger, rester kan gemmes i maksimalt fire dage.
Men tommelfingerreglerne nytter ikke noget, hvis gryden først har fået lov til at hygge sig på bordet for længe, mens det sidste vin lige skulle drikkes færdigt. Uden at ødelægge stemningen ved middagsbordet gælder det faktisk bare om at få sneget retten på køl, så snart alle er færdige med at spise. Inde i køleskabet skal temperaturen være fem grader, for at maden holder sig allerbedst, og fødevaresikkerheden er i top.
Varme er et godt værn mod bakterier, hvis man bruger det rigtigt. Sørg for at varme maden op til mindst 75 grader, og det gælder både de rå ingredienser, og når du varmer retten op for anden gang. For at få hele retten op i temperatur er det vigtigt at fordele varmen ved at røre rundt undervejs. Varmer du maden i mikrobølgeovn, er det en god idé at varme op i etaper og ind imellem give det en omrøring.
Kilde: Fødevarestyrelsen