For meget mel, for lidt fedtstof eller manglende stegestruktur kan være grunden til, at frikadellerne ikke smager, som da mormor lavede dem.
Læs med her, og bliv klogere på hvilke fejl, der kan være skyld i, at dellerne driller.
... ja, så har du allerede fundet den første fejl.
I frikadeller fulde af smag skal der bruges hakket kalv og flæsk. Svinekød alene er svag i smagen, og nøjes du med den type kød, vil dine frikadeller ende med at smage af mindre, end da mormor lavede dem, hvor hun med garanti gik til slagteren og købte hakket kalv og flæsk.
Derudover smager det bedst, hvis kødet ikke er for magert.
Du kan godt røre alle ingredienserne sammen på én gang, men det er ikke sådan, du får det bedste resultat.
Det bedste resultat får du, hvis du rører kødet sejt med salt, inden du tilsætter de øvrige ingredienser. Det har nemlig betydning for, hvor meget væske farsen kan binde. På den måde undgår du at hælde en masse unødvendig mel i for at forhindre frikadellerne i at flyde ud.
Rører du salt i farsen først, kan du nøjes med at justere med mel for at få den rette konsistens, og du er sikker på, du ikke serverer melboller fremfor frikadeller.
Husk selvfølgelig også at krydre godt med peber, så dine frikadeller er fulde af god smag.
... i så fald begår du en stor frikadellefejl. Der skal godt med fedtstof på panden, da fedtstoffet giver en gylden og sprød stegeskorpe. Hele panden skal være dækket af fedtstof.
Det bedste resultat får du, hvis du steger dine frikadeller i halvt olie og halvt smør. Husk, at det skal syde, når du lægger frikadellerne på panden. Så er du sikker på, at de steger og ikke koger.
At stege frikadeller kræver opmærksomhed og struktur. På den måde får dine deller en ens og jævn stegeskorpe.
Placér ikke dine frikadeller tilfældigt på panden. Så bliver det svært at holde overblik over frikadellernes stegetid.
Se på panden som et ur hvor klokken 12 er håndtaget på panden. Placér frikadellerne en efter en med urets retning. Så er du sikker på, hvilken frikadelle du har lagt på panden først, og dermed hvilken rækkefølge dellerne skal vendes i, og hvilke der har fået længst tid på varmen.
Fik du lyst til frikadeller? Heldigvis har vi de lækreste opskrifter på frikadeller, der passer til hver en lejlighed. Vælg din favorit nedenfor og få rodet bod på dine tidligere frikadellefejl.
Kilde: Samvirke