Selvom adgangen til mad er stort set ubegrænset i vores del af verden, tyder det på, at vi stadig er programmerede til at hamstre kalorier for at forberede os på trange tider. Især sukker og fedt tiltaler vores sanser, fordi det giver hurtig energi, og det ved kroppen helt instinktivt. Vi er alle forskellige, når det kommer til appetit og madvaner, men har du svært ved at styre dine portioner, kan du lære nogle tricks her.
Hvad dine sanser ikke opfanger, kan du ikke blive fristet af. Derfor er det en god idé at gemme måltidssyndere som kiks, kage, slik, sukkerholdige morgenmadsprodukter og den slags væk i de øverste skabe og stille frugten frem i stedet.
På samme måde er det nemmere at holde sig til den mængde mad, man virkelig behøver, hvis middagsbordet ikke ligner en bugnende buffet. Anret evt. maden på tallerkner i passende portionsstørrelser eller på mindre fade stedet for at stille det hele frem. Så indstiller hjernen sig helt automatisk på, at det er den mængde, man skal spise, og ikke mere.
Hvis du tænker over farvekontraster, når du dækker bord, bliver portionerne automatisk mindre. Serverer du for eksempel en ret i hovedsageligt lyse farver, vil der blive øset mindre mad over på tallerknerne, hvis de er i mørke farver - og omvendt. Hvis du ikke portionsanretter, så brug generelt små tallerkner.
Skeer til fade og skåle er også med til at fortælle dig, hvor meget du skal spise. Derfor er det værd at overveje, om salatfadet skal udstyres med en ekstra stor ske, og om det måske kunne klæde sovseskålen med en lidt mindre ske.
Når du spiser foran en skærm, uanset om det er fjernsynet, computeren eller noget andet, er du mindre opmærksom på, hvornår du føler dig mæt. Også for lidt søvn kan gøre det sværere at mærke efter. Det er bevist, at hjernen reagerer mere positivt på fed og usund mad, når man er i søvnunderskud, selvom kroppen reelt ikke har brug for flere kalorier, end når man er udhvilet.
Generelt kommer der sunde spisevaner ud af at koncentrere sig om at spise, tygge og smage ordentligt på maden og give sig god tid. Mætheden indtræffer først efter cirka 20 minutter, så alt hvad der ryger indenbords inden da, kan potentielt være unødvendigt.
Kilde: Rasmus Bredahl & Nikolaj Buchardt, Neurogastronomi – Hemmeligheden bag det perfekte måltid // www.illvid.dk