Tema

Gode retter med kirsebær

Findes der noget skønnere end at samle kurvefulde af kirsebær med familien? Her kan du finde inspiration til, hvordan du kan anvende de blanke, røde bær i dit køkken

De to typer kirsebær

Der findes to arter af kirsebær: Sødkirsebær og surkirsebær. Som navnet antyder, smager sødkirsebærrene dejligt sødt og kan derfor med fordel spises rå som snack. Surkirsebærrene er derimod mere syrlige og fantastisk gode i madlavningen ‒ særligt i desserter, hvor de tilsættes sukker.

Kirsebær i desserter

Vi kender alle kirsebær fra den tyktflydende, dybrøde kirsebærsauce, vi overhælder risalamanden juleaften. Her bidrager kirsebærrenes aromatiske smag med en ekstra dimension til den ellers lidt neutrale risdessert. Ved du forresten hvorfor, vi spiser risalamande juleaften? Det har slet ikke noget med Frankrig at gøre!

Netop den aromatiske smag gør kirsebærrene skønne i desserter. Prøv dem blandt andet i muffins, kompot og cookies.

Kirsebær i det salte køkken

Kirsebær er også skønne i salater og til hvid fisk, hvor de tilfører dybde til retterne. Her kan bærrene anvendes både syltede, stegte eller friske. Prøv eksempelvis denne grillede multe med lynstegte kirsebær.