Undgå at brænde dine brændte mandler på

06. december, 2017

Hjemmelavede brændte mandler er bare den bedste form for juleslik. 

Foruden den dejlige duft af jul, der spreder sig i hjemmet, giver hjemmelavede brændte mandler dig også muligheden for at kombinere dine yndlings smage. 

... og så er det super nemt, hvis du følger vores vejledning her! 

Lad mikroovnen gøre arbejdet for dig

Det kræver ikke meget mere end mandler, sukker, vand – og en mikroovn.

Mikroovnen hjælper dig på vej, så du minimerer arbejdet, og har mere tid til at knase de lækre mandler i dig.

Det skal du bruge


Til denne opskrift skal du bruge:

  • 200 g. mandler
  • To spsk. vand
  • Fem spsk. sukker. 

Inden du går igang med at blande de tre ingredienser - mandler, sukker og vand - sammen, er det vigtigt at sørge for, at skålen du vælger at bruge, kan tåle at komme i mikroovnen. 

Sukkeret skal nemlig karamelisere og det er ikke alle skåle, der kan tåle den høje temperatur dét kræver.

Sådan gør du

  1. Bland ingredienserne sammen i en skål
    Hæld mandler, sukker og vand i skålen. 

  2. Sæt skålen i mikroovnen
    Sæt nu skålen med mandlerne i mikroovnen og giv dem en tur på ca. to minutter i mikroovnen. Der er selvfølgelig altid forskel på ovne, og hvordan de varmer, men mon ikke du kender din egen bedst.

  3. Tag skålen ud af mikroovnen
    Tag derefter skålen ud og rør i mandlerne.

  4. Giv skålen endnu en tur i mikroovnen efter omrøring
    Sæt nu skålen ind i varmen igen og giv den yderligere to minutter.

  5. Tag skålen ud og rør i sukkermassen
    Rør endnu engang i din sukkermasse, der begynder at tage form som karamel. Herefter justerer du på tiden, og giver massen lidt ad gangen i mikroovnen, indtil du synes mandlerne er, som de skal være. Det er vigtigt ikke at give dem for meget varme, da sukker har den egenskab hurtigt at brænde på – og det er helst ikke den slags brændte mandler, vi ønsker at spise i den søde juletid. 

  6. Lad mandlerne køle af
    Når dine mandler er, som du ønsker, kan du lægge dem på en bageplade med bagepapir og lade dem køle af, inden du fylder julekagedåsen op med hjemmelavede brændte mandler. 

    Husk at bruge grydelapper, når du tager fat i skålen. Sådan en skål med varmt sukker kan give brændmærker på fingrene, og så kan det være svært at spise både mandler og julesmåkager.  

Gør brug af julens krydderier 

Når nu julen er over os, er det om at udnytte alle krydderierne, der hører sig til. Du kan med fordel drysse kanel, kardemomme, vanilje, kakao eller lakridspulver i din sukkermasse. Så blev det jul igen i år!