Sådan redder du julesovsen, hvis uheldet er ude

19. September, 2017

Julesovsen er ikke den samme i to hjem og kommer i varianter fra mørk til lys, tyk til tynd, med eller uden fløde og så videre. Men én ting er sikkert uanset hvilket hjem, du træder ind i juleaften: Den må hverken skille eller klumpe

... og så skal den smage som et stykke af himlen. Men hvordan undgår du at stå med en julesovs, der skiller, klumper og på ingen måde lever op til gæsternes (høje) forventninger? Dét giver vi dig svaret på her.

Hvis sovsen skiller 

Når julesovsen skiller, er det fedt, der er problemet. Det er der nemlig masser af i skyen fra andestegen eller flæskestegen, som tilsættes for at give den gode smag. Fedt er ikke opløseligt i sovsens indhold af vand, og det kan give problemer, hvis der er for meget af det. 

Det er vigtigt at lade din fond fra ande- eller flæskestegen køle af, inden du tilsætter den i sovsen. Når fonden køler af, lægger fedtet sig på toppen af fonden, hvilket gør det lettere for dig at undgå, at det ikke kommer ned i sovsen.

Bliver fedtet hældt i sovsen, kommer der for meget fedt i, og den kan skille. Gem det derfor i stedet til rødkålen. Det giver kraft til kålen og runder smagen godt af. 

Som det er med andre sovse, skal der også røres i julesovsen. Ved at røre flittigt i sovsen, garderer du dig imod, at den skiller.

Er det glippet med den omhyggelige omrøring og forsigtige tilsætning af fedt, og står du med sovs, der skiller, kan du prøve at varme lidt fløde op. Tilsæt den lune fløde stille og roligt i sovsen, imens du igen rører grundigt. Det kan løse problemet. 

Hvis sovsen klumper 

En sovs med klumper er ikke en sovs, der spreder juleglæde. Undgå at din opbagte sovs klumper ved at tilsætte væsken langsomt under omrøring. Omhyggelig omrøring.

Sørg for at væsken er opsuget, inden du tilsætter mere væske. Når al væsken er tilsat, koger du sovsen igennem i 2-3 minutter – stadig under omrøring. 

Er skaden sket, og står du med en klumpet julesovs, der ikke hører sig til på et gennemført julebord, er der ingen grund til bekymring. Hæld sovsen gennem en fin si og si melklumperne fra. Du kan også prøve at blende den.

Har du ikke en si eller blender i køkkenet, kan du tilsætte kold mælk eller en anden kold væske, der sænker sovsens temperatur. Det vil muligvis også redde din sovs. 

Hvis sovsen er for saltet

Tabte du saltbøssen i sovsen? Bare rolig. Der er heldigvis et gammelt husmodertrick at hente til dig, der har været for rundhåndet med saltet: 

Skræl en kartoffel og kog den i sovsen. Når kartoflen er færdigkogt, fjerner du den igen. Kartoflen opsuger så meget salt, at den er helt blød, når du fisker den op igen.

Hvis du ikke har en kartoffel ved hånden, kan du også prøve at redde din salte sovs ved at spæde den op med de øvrige ingredienser, så mængden passer til saltindholdet. Du kan også tilsætte lidt fløde, sukker eller stærk kaffe for at dulme den salte smag. 

Succes- og smagfuld sovs

Den gode smag i julesovsen kommer fra fonden, men vil du have en julesovs ud over det sædvanlige, i skålen, skal du tilsætte gastrik. Gastrik indeholder smagstoner, der er svære at tilføre i sovsen enkeltvis: Bitterhed, sødme, friskhed og syre.

Du kan nemt lave din egen gastrik, så du er sikker på, at din julesovs ikke bliver skrevet i glemmebogen. Prøv fx denne opskrift på nem, hjemmelavet gastrik

Kilder: Brødrene Price // Meyers // Tv2