Sådan griller du kødet sundere

26. juni, 2017

Den grillede skorpe koster penge på sundhedskontoen, men heldigvis er modgiften rørende enkel

Det danske Webervejr er så sjældent, at det kan virke helt blasfemisk at tænke sundhed ind i grillbøfferne. Men varmen fra grillen danner kræftfremkaldende stoffer på kødets overflade, også kaldet stegemutagener. Det kan løses ved et simpelt trick ...

MARINÉR!

Sundere kød og masser af smag: Ulemperne er så få, at det ikke betaler sig at lade være. Når du marinerer kødet, bliver stegeskorpen sundere. Med andre ord, jo mere citronsaft og rosmarin, der trænger ind i kødet, des mindre kræftfremkaldende stoffer griller kullene frem.

Men husk det grønne

Stort set alle typer af marinade har den gavnlige effekt på kødet, men ikke uden antioxidanter, som særligt kommer fra frugt og grønt. Christian Bitz og Claus Holm anbefaler, at du laver en blanding af citronsaft- og skal, lidt øl, hakkede friske krydderurter (fx rosmarin) plus lidt salt og peber, og lader kødet trække i marinaden i en time.

Det må ikke branke

Særligt de helt sorte skorper, som kommer ved for høj varme og for lang grilltid, indeholder mange mutagener. Vend kødet hvert andet minut og tag det af, når temperaturen i midten er 65 grader, så du undgår at branke kødet – eller skær det helt sorte fra.

Værsgo at grille!

Kilde: Teknologisk Institut // Bitz’ og Holms Grillrevolution