Kan man spise sig fra forkølelsen?

Måske er D-vitamin vejen frem, og så siger rygtet, at ingefær skulle være godt mod forkølelsen.

Det kolde vejr banker på, og det samme gør snue og influenza. Det er immunforsvarets job at holde infektionerne for døren, men det er ikke altid, det lige lykkes. Det kan være fordi, vores immunforsvar af den ene eller anden grund er svækket. Men hvad kan du selv gøre for at undgå, at dét sker?

D-vitamin kan være en mangelvare

Forskere har flere gange kædet immunforsvarets funktion sammen med D-vitamin, og vores primære kilde til dét er solen. Derfor kan det være en idé at vælge råvarer med højt indhold af D-vitamin såsom fisk og æg eller kosttilskud med D-vitamin i de mørke vintertider.

Omvendt er der andre forskere, der mener, at vi ved for lidt om D-vitamin i høje doser, og at vi derfor ikke skal spise uanede mængder kosttilskud med D-vitamin.

Der er dog ingen fare ved at spise kosttilskud, så længe man følger doseringsvejledningen.

Spis varieret

Det er ikke for sjov, at der findes en anbefalet daglig dosis vitaminer og mineraler. Alle de såkaldte mikronæringsstoffer skal helst være til stede i en vis mængde, for at kroppen fungerer, som den skal, og det samme gælder immunforsvaret. For at undgå forkølelse er der derfor vigtigt at spise sundt og varieret.

Den generelle anbefaling fra Fødevarestyrelsen lyder som bekendt, at man skal spise varieret. Heldigvis får vi danskere generelt dækket vores behov for alle vitaminer og mineraler gennem den almindelige kost, så der burde ikke være grund til bekymring.

Et ingefærshot skader ikke

De små brændende shots gør ikke forkølelse og influenza værre, men vi ved faktisk heller ikke rigtigt, om det gavner. Det eneste vi kan sige, er, at ingefær siden oldtiden har været brugt til at holde forkølelsen på afstand. At det rent faktisk virker kan man desværre ikke dokumentere fra videnskabens side.

Kilde: Sundhedsstyrelsen // Fødevarestyrelsen // DTU Fødevareinstituttet, Foodcomp.dk // Videnskab.dk // Ingeniøren.dk