Det skal du spise i marts

Vinteren er på retur, og det samme er vintergrønt som grøn- og rødkål. I stedet får det spæde forår mere og mere fat – også på madfronten. Læs med og se hvilke 10 råvarer, du skal spise i marts

Over stok og sten

Jordskok

Jordskokker minder lidt om kartofler, men har en sødere og mere nøddeagtig smag. Jordskokker har et kostfiberindhold på 2,6 g. pr. 100 g. og er derfor en grov grøntsag. Jordskokker indeholder blandt andet B-vitamin og kalium.

Opskrifter med jordskokker

Stenbiderrogn

Elsker du også stenbiderrogn? Det smager dejligt ovenpå fx en kartoffelmad, og så ser det bare superflot ud. Rognen fra stenbideren fås kun frisk om foråret, men kan fås konserveret hele året. Vi synes dog, du skal udnytte, at du lige nu kan få den populære, lyserøde rogn frisk!

Opskrifter med stenbiderrogn

Rødder, knolde, løg og beder

Rødbede

Marts er sidste måned, hvor den rødbeder er i sæson - og du bør derfor helt sikkert have rødbeder på menuen så meget som muligt denne måned. Vi kender bedst den rødviolette rødbede, men vidste du, at rødbeder også kan være gule, hvide, bolsjestribet eller næsten sorte? Rødbeden har et kostfiberindhold på 2,3 g. pr. 100 g. og er derfor en grov grøntsag. Rødbeden er, ligesom jordskokker, rig på B-vitamin og kalium.

Opskrifter med rødbede

Knoldselleri

Hvis du vil tjekke om en knoldselleri er frisk, så sørg for, at den har en glat, brun skræl og hvidt, fast kød. Rå knoldselleri er frisk og bitter, mens den bliver mere sød når du tilbereder den. Selleri har et højt kostfiberindhold og er rig på blandt andet A-, B- og C-vitaminer. 

Opskrifter med knoldselleri

Ramsløg

På med vandrestøvlerne og en tur ud i den smukke, spæde forårsnatur. Ramsløg vokser nemlig vildt i Danmark, hvor du kan finde den i skovbunden. Du kan selvfølgelig også købe ramsløg i butikker eller hos grønthandleren. Damp hele blade fra ramsløgene og spis dem som tilbehør, eller snit dem fint og brug dem i wokretter, salater eller som krydderi. Du kan også lave en pesto på ramsløg. Ramsløg smager som en blanding mellem purløg og hvidløg.

Opskrifter med ramsløg

Pastinak

Pastinakken har en let sødlig, krydret og nøddeagtig smag. Den ligner persillerod, men persillerod har ikke den dybe rand rundt i toppen, som pastinakken har. Pastinakken har et højt kostfiberindhold og indeholder blandt andet A-, B- og E-vitaminer. Pastinakker dyrkes ikke i varme lande, da den har brug for frost for at udvikle sin smag. 

Opskrifter med pastinak

Persillerod

Spis persillerødder rå eller giv dem en tur i gryden, på panden eller i ovnen. Persillerødder har en mild persillesmag og er knap så sød som sin tvilling, pastinakken. Ligesom pastinakken har persilleroden et højt kostfiberindhold og er rig på blandt andet A-, E- og B-vitaminer.

Opskrifter med persillerod

Forårsfornemmelser

Radiser

Hvis du vil tjekke, om en radise er god, så mærk efter om den føles fast og er sprød at bide i. Radiser er i sæson lige nu, så det er helst sådan, de skal være, når du køber dem i butikken eller hos grønthandleren. Gode radiser er desuden ikke større end 1-2 centimeter i diameter. Vidste du, at radiser også kan være lavendelfarvede, bolsjestribede, grønne og helt hvide?

Opskrifter med radiser

Skvalderkål

Har du en have, synes du sikkert, at skvalderkål er noget irriterende ukrudt, der skal væk! Men vidste du, at du faktisk kan spise skvalderkål? Brug de unge frisk skud i salater, eller bland det i frikadellefarsen. Skvalderkål smager lidt af gulerod og peber. Skvalderkålen er kun i sæson fra marts til maj, så husk at få det med i madplanen. 

Opskrifter med skvalderkål

Lammekød

Lammekød er selvfølgelig ikke i sæson i bestemte måneder på året - men vi synes alligevel, du skal sætte ekstra fokus på det lækre kød i perioden op til påske. I vores bog smager lam i hvert fald af forår! Lammekød kommer fra lam, der er 8-12 måneder gamle. Lammekød har samme farve som kalvekød, men er noget federe. Kød fra unge lam er mest mørt og har den mest milde smag. Kød fra ældre lam har en kraftigere smag.

Opskrifter med lammekød

Kilder: Claus Meyers Almanak // Madpyramiden.

FLERE

Flere gode opskrifter