Det skal du spise i februar

24. januar, 2018

Februar er en måned, der står i kærlighedens tegn - også når det handler om månedens bedste råvarer. Der er nemlig al mulig god grund til at kaste din kærlighed på råvarerne og ikke mindst den smag, de tilsætter og komplimenterer mange af retterne, der fylder vores middagsborde.

Men hvilke råvarer skal du lade dig forføre af? Det kan du blive klogere på her.

Rosenkål 

Det er ikke alle, der har et godt forhold til rosenkålen, der har en skarp smag og lugt. Man bør dog overveje at revurdere sit forhold til denne lille kål, der er lidt af en superkål. Rosenkål har nemlig et højt kostfiberindhold, og er rig på både A-, E-, C-, K- og B-vitaminer. Kålen er ikke kræsen, og kan både steges, koges eller spises rå. Lad dig inspirere af vores opskrifter nedefor og få det sidste ud af vinterens helt store spiller: Kålen. 

Rødbede

De er flotte i farven, og så er de gode for dig og din krop. Her i Danmark er vi glade for den lille rødbede, når den er syltet, og synger duet med vores leverpostejsmad, frikadeller eller kartoffelmos – men der er altså mange andre retter, du kan bruge rødbeden til. Lad dig inspirere af vores opskrifter nedenfor og sæt lidt farve og smag på dine retter! 

Gulerod

Den velkendte orange rod der ofte bruges som en sprød snack, der stiller den lille sulten om eftermiddagen: Guleroden. Guleroden er dog også oplagt at bruge i vinterens mange simreretter, som en sød smagsgiver, eller som ovnbagt tilbehør i selskab med andre sødlige rødder, som guleroden er i familie med. 
Guleroden giver dig en sund mulighed for at tilsætte en sødmefyldt smag til din madlavning. Lad dig inspirere af de mange muligheden nedenfor.  

Torskerogn 

I februar skal du hive torskerognen i land – i hvert fald hvis du vil sikre dig rognens vitaminer såsom D - og B-vitaminer. Torskerognen kan tilberedes på andre måder end blot som pålæg på rugbrødsmaden. Lad dig inspirere af vores opskrifter, som vi har fundet frem til dig nedenfor og kast din kærlighed over den smagfulde fisk. Vi lover dig, at den ikke kan leve op til sit navn "torsk". 

Julesalat

Selvom navnet kunne antyde noget andet, er julesalaten altså ikke kun til brug i julen. Julesalaten er et lille, aflangt salathoved, der indeholde B - og C-vitaminer, og har en sprød og bitter smag. Den bitre smag fungerer godt til at balancere den søde smag i en ret og tilsætte lidt ekstra sprødhed hertil.
Du kan også koge din julesalat mør og servere den med et dryp citronsaft og friskrevet parmesan. Mulighederne er mange - og i det her tilfælde varer julen altså til påske, og måske endda længere endnu. 

 

Persillerod 

Som navnet også antyder har denne hvide rod en skøn duft af persille, når den bliver tilberedt. Persilleroden ligner til forveksling pastinakken, men pastinakken har en dyb rand i toppen mellem rod og stilk, som persilleroden ikke har.
Persilleroden er en skøn smagsgiver i simreretten eller god som supplement til kartoflen i din kartoffelmos. Mulighederne er mange med denne skønne rod, der både kan  bages, steges og friteres – dampes, glaseres og marineres.

Løg 

Det er ikke løgn, når vi siger, at løget mest af alt udstråler hverdag, når det ligger der med sin tørre overflade og knap så velduftende indre. Til trods for den lidt uinteressante beskrivelse kan vi ikke komme udenom, at løget er kernen i madlavning og en af de vigtigste basisingredienser i køkkenet. 
Løg kan bruges i mange kombinationer, og er en stærk smagsgiver, der ikke er mange, der kan slå af pinden. 

Husk at opbevare dit løg knastørt, så det ikke får fugt fra køleskab eller lign. 


Knoldselleri 

Knoldsellerien har en fyldig, mild og sød smag, der passer godt til vinterens retter. Når du har skrællet din knoldselleri, er den god som smagsgiver i supper og gryderetter. Du kan også finde dit mandolinjern frem og rive tynde skiver af knolden og råmarinere dem. 
Uanset hvordan du vælger at tilberede knoldsellerien, indeholder den kostfibre, C-, K- og B6-vitamin samt mineralet kalium.

Korn

Korn bidrager til meget i madlavningen, og er svær at komme udenom. Korn kan give dig en mættende grød til morgenmad, rugbrød til frokost, snacks til eftermiddagskaffen og en sprød bund på din hjemmelavede pizza. Mulighederne er mange, når det kommer til korn, og du kan lade dig inspirere af vores skønne opskrifter nedenfor her. Du skal bare finde posen frem med dit favorit korn, og så er der snart smafuld mad på bordet, hvad end det er morgen, middag eller aften. 

Bønner 



De er sunde, og så kommer de i mange former - og så er der jo rig mulighed for at afprøve en masse forskellige opskrifter, og dermed smæske i os af de vitaminrige bønner. 
Bønnerne er en god proteinkilde, der sikrer dig et godt og mættende måltid, og så holder de på smagen i dine madretter. Krydr dem med hvidløg, karry eller andre friske krydderier, og de vil suge smag og duft til sig, så dine hovedretter emmer af en skøn smag, der indbyder til mere end blot en portion.