Det kan du bruge juleresterne til

Stik skiver af flæskesteg ind mellem to skiver brød sammen med rødkålsresterne, syltede agurker og den helt rigtige dressing – og mange andre måder at give dine julerester nyt liv på

Julemad er der altid rigeligt af, for der skal jo nødigt mangle noget. Heldigvis er rester og en tiltrængt pause fra halve dage i køkkenet meget velkomne i dagene efter jul. Vi hjælper inspirationen på vej, når du skal have brugt julebordets rester rub og stub.

Flæskestegssandwich og andeburger dagen derpå

Vi må erkende, at resterne af flæskestegen og andestegen bare ikke smager lige så godt på anden- og tredjedagen. Derfor klæder det dem rigtig godt at blive brugt i en helt anden ret som for eksempel en flæskestegssandwich, en pastaret eller en burger. Med opskriften på pulled pork burger nedenfor kan du få brugt det overskydende rødkål og bruge rester af andestegen i stedet for svinekød.

Biks en æggekage eller pizza ud af kartoflerne

Både de kogte aspargeskartofler og de små brunede kan i dagene efter jul blive til den dejligste biksemad, æggekage – eller hvorfor ikke en kartoffelpizza? Hvis du bruger de brunede, kan de være en idé at give for eksempel pizzaen noget syrligt modspil, for eksempel syltede løg, for at karamelsødmen ikke tager helt over. Prøv dig frem og brug løs af opskrifterne her til inspiration.

Steg klatkager af risalamande til morgenmad

Vi lover, at det godt kan lade sig gøre at lave klatkager af risalamande, ligesom det fungerer godt med mange andre slags grød. Forskellen er, at klatkager af risalamande sætter fløde på din morgenmenu – og det kan man jo ikke sige noget ondt om. Alternativt kan du spise den som morgengrød med forskellig frugt, nødder, kompot eller syltetøj på. Eller fastholde den i dessertrollen med en ny variant af frugtsauce på toppen, hvis du er ved at være træt at kirsebærsaucen. Ved du i øvrigt, hvorfor vi spiser risalamande til jul?

Spis nogle rugbrødsmadder med jul på

Oven på alle de varme, fyldige juleretter kan det også være, du bare trænger til et koldt frokostbord. Brug tynde skiver af flæskesteg, andesteg og kartofler som pålæg og spæd til med alt fra rødkålsrester til peberrodscreme til hjemmelavede ristede løg.